Sponsorsvømning

 
Vi afholder årligt et sponsorsvømmestævne i konkurrenceafdelingen i NIF Svøm. I sponsorstævnet deltager alle svømmere i klubbens konkurrenceafdeling. Formålet med sponsorstævnet er at tjene penge til aktiviteter i konkurrenceafdelingen. Hver enkelt svømmer skaffer personlige sponsorer, der enten yder bidrag på fast beløb eller som et ørebeløb i forhold til det antal meter svømmeren, når på en times svømning. En del af det indsamlede beløb tilfalder klubben, men svømmerne får også en del af beløbet på en personlig konto, der kan bruges til udstyr, stævneaktiviteter etc.

Svømmernes sponsorer har mulighed for at eksponere sig i svømmehallen på stævne aftenen – og sponsorerne bliver nævnt løbende under stævnet.

Alle sponsorer modtager efter stævnet et sponsorbevis med billede af svømmeren og med oplysninger om, hvor langt svømmeren har svømmet. Endvidere indrykkes en annonce i et af de lokale ugeblade, hvor alle svømmere og sponsorer nævnes.

Sponsorsvømmestævnet er et populært arrangement blandt vores svømmere, som normalt får stor opbakning under stævnet fra familie, venner og sponsorer. Stævnet er en hyggelig og sjov begivenhed, som bidrager til klubsammenholdet og til klubbens økonomi generelt.