Velkommen til småbørnsafdelingen

NIF Svøms småbørnshold er for børn under 5 år, som lærer at begå sig og blive trygge i vandet sammen med en voksen ledsager - far, mor, eller hvorfor ikke en bedsteforælder?
Småbørnsafdelingen tilbyder fire hold. Holdene er:

0-1 år + 1 ledsager

1-2 år + 1 ledsager

2-3 år + 1 ledsager

3-4 år + 1 ledsager

Denne differentiering af holdene betyder målrettet undervisning, da hele holdet er på samme niveau i forhold til motorisk- og psykisk udvikling. Det er vigtigt, at barnet tilmeldes det rigtige hold, så barnet modtager den helt rigtige undervisning svarende til barnets alder.

Småbørn elsker at være i vandet og det er sundt for dem. Småbørnssvømning styrker barnets motorik og muskler samtidig med, at der er en sammenhæng mellem vand og velvære, som barnet kender fra fostertilstanden. Derudover vænner barnet sig til at være i vandet, hvilket mindsker skræk og paniksituationer senere i livet

Se gerne de øvrige faner om bl.a. praktiske oplysninger, svømning derhjemme osv. og lær hvad småbørnssvømning helt præcis er for en størrelse.

 

SAMTYKKEERKLÆRING til offentliggørelse af billeder

Angående offentliggørelse af billeder på klubbens hjemmeside, Facebook (lukkede grupper), velkomstfolder, nyhedsbrev, sponsortavle eller andet eksternt målrettet informativt materiale.

I ovenstående sammenhænge vil vi som klub gerne have mulighed for at anvende billeder af jeres børn, enten som situationsbilleder eller portrætter (hvor ansigtstræk er tydelige). Portrætbilleder kræver en skriftlig tilladelse (samtykkeerklæring), som vi vil bede jer om at give, hvis jeres barn skal kunne optræde i ovennævnte sammenhænge. Derudover ønskes samtykkeerlæring omkring at der i træningssituationer, benyttes videooptagelse til at synliggøre svømmeteknik.
Ved tilmelding til ny sæson eller nyindmeldelse midt i sæson er det obligatorisk, at tage stilling til denne samtykkeerklæring. Dette skal gøres via klubmodul ved tilmelding på hold.

Brug af billeder
Billeder fortæller historier og skaber liv. Vi vil ikke undvære billeder, men i klubbens regi og især på hjemmeside og Facebook er der grænser for, hvilke billeder vi må bruge.

Billeder med begrænsninger
Mennesker har altid skabt og brugt billeder. Billeder taler et sprog, der ofte fortæller mere end ord. Men når der er tale om fotografier, er der grænser for, hvilke billeder klubben kan bruge.

Hvilke billeder må vi tage?
Fotografering er tilladt på et frit tilgængeligt sted, med mindre fotografen er blevet bedt om at gå. Et idrætsanlæg vil normalt være et frit tilgængeligt sted. Fotografering af børn under 15 år kræver i princippet forældrenes tilladelse. Det er dog tilladt at tage situationsbilleder med børn, der opholder sig på et frit tilgængeligt sted, med mindre man er blevet bedt om at lade være.

Særligt om børn og unge
Der skal altid indhentes skriftligt samtykke, hvis vi vil bruge portrætbilleder af børn og unge under 15 år i foldere, på hjemmesider og andre steder på internettet, hvor klubben kommunikerer.

Billeder på internettet
Offentliggørelse af et foto af en genkendelig person på en hjemmeside betragtes som en elektronisk behandling af personoplysninger, og den slags er omfattet af persondataloven. Datatilsynet har lavet retningslinjer for, hvad der vil være muligt, og hvad der vil være ulovligt i forhold til persondataloven. Der vil dog altid være tale om en vurdering i det enkelte tilfælde. Datatilsynet skelner mellem situationsbilleder og portrætbilleder Hvad der er hvad, bestemmes ud fra formålet med billedet.

Situationsbillede
Et billede der skal vise en situation, kan offentliggøres uden samtykke fra de personer der er med på billedet, hvis billedet vurderes som harmløst eller at billedet er optaget på et frit tilgængeligt sted. Billeder fra arrangementer – f.eks. et svømmestævne, en træningslejr, en reception kan normalt frit offentliggøres. Det er den der vil offentliggøre billedet der har ansvaret for, at vurdere om der kan være grund til ikke at offentliggøre det.

Portrætbilleder
Portrætbilleder må som udgangspunkt kun offentliggøres, hvis der er givet tilladelse – samtykke – fra personen på billedet. Er personen under 15 år, er det forældrene, der skal give tilladelse. Det gælder f.eks. også holdbilleder, fordi formålet her er at vise personerne på holdet.